6. august 2012

♥ KAGELIGHED ♥ - En hyldeblomstkage med italiensk marengs.



Jeg ligger tit og udvikler nye idéer og opskrifter lige inden jeg skal sove. Ja ja... det kender I vel alle sammen til :-)

Denne her kage blev mindfully til forleden nat. Så da jeg stod op et par timer senere stod den på kagebagning i stedet for morgenmad. Iført morgenkåbe, morgenhår og bare fødder. Mens nattens idéer stadig var intakte.

Først skulle der bages en kagebund. De sidste par gange jeg har bagt kage, snegle eller muffins har jeg brugt olie i stedet for smør i dejen.

Opskriften får du her:

1 dl. god neutral olie
3/4 dl. sukker
2 æg
150 mel
1 tsk. bagepulver
1 nip salt 
1 1/2 spsk. minimælk ( men kan sagtens undværes - for det glemte jeg )

Pisk olie og sukker hvidt. Tilsæt sammenpisket æg lidt ad gangen. Tilsæt mælk, hvis du ikke glemmer den. Sigt mel, salt og bagepulver i massen og bland. Kom dejen i en smurt springform drysset med rasp.

Sættes i en kold ovn ( udnytter altid for- og eftervarme ) ved 165 gr. Har ikke en nøjagtig tid men overfladen skal være lys med enkelte lysebrune nister.

Tag kagebunden ud.

Imens havde jeg lavet både fyldet, der skal på kagebunden, og den italienske marengs som er låget.

Jeg ville jo bage en kage med bl.a. noget af det guf, jeg har smidt i fryseren, fra sommerens hyldeblomstsaft-produktion. Plus rester af hjemmelavet marmelade med jordbær/rabarber og jordbær/hyldeblomstsaft. Plus en italiensk marengs da jeg havde æggehvider tilovers fra en god portion hjemmerørt mayonnaise.

Intet går til spilde - for alt bliver brugt på den ene eller anden måde. På et eller andet tidspunkt. Sådan har jeg ALTID haft det i mit/vores køkken.

Marmeladen smurte jeg på den varme kagebund ( prik evt. huller med et grillspyd ) som jeg forinden havde dryppet med friskpresset citronsaft.

En lille håndfuld citronskiver og dobbelt op af hyldeblomstklaser var blevet optøet og blendet med lidt sukker og vand. Lidt sukker,- fordi hverken dej eller citron/hyldeblomst er uden ret meget sukker.

Jeg har i år frosset citronskiver og hyldeblomstklaser hver for sig.

Massen fordeles ovenpå marmeladen i et jævnt lag. Og helt ud til kanten.

Til den italienske marengs brugte jeg:

2 æggehvider ( skolder altid æggene før brug )
1/2 dl. vand
170 gr. sukker

Bland vand og 150 gr. sukker sammen i en gryde. Kog til temp. når ca. 115 gr. eller til du syns konsistensen er sirup-agtig. Imens piskes æggehvider og 20 gr. sukker hvidt.

Tilsæt, i en tynd stråle, den flydende sukkersirup til massen og pisk, længe, til riset sætter tydelige spor og massen er lækker tyk og fluffy.

Fordel marengsen over fyldet og smid kagen i ovnen igen. Ved 225 gr. eller lidt højere. Bare så marengsen stadig er lys men med mørke kanter.


Totally restekage :-) Og Hvordan smager den så?

Den smager HIMMELSK. Og den smager faktisk endnu bedre efter en dag/et døgn på køl.

Enjoy :-)


...

Minisushi med "hk. æg og makrel"



Da jeg var barn serverede min kære farmor tit hk. æg og sild. Hårdkogt æg og røget sild blir hakket fint og blandet sammen. Sikkert med finthk. purløg. Og så på et stykke rugbrød.

Jeg elsker stadig et stykke rugbrød eller hjemmebagt grovbrød ( gerne ristet ) med ovennævnte. Men her bliver det tit med røget makrel i stedet.

I går havde jeg en forbandet lyst til sådan en mad. Med en lille klat hjemmelavet mayo - jeg havde rørt forleden.

Men som det ofte sker så ændrer menuen eller retten sig undervejs. Helt klassisk for min måde at lave mad på.

- Så en rugbrødsmad blev til små minisushi på størrelse med en stor 2-Krone. Med lidt dip - on the side.

Salaten/fyldet - på slump - af ca.:

En halv røget makrel
2 hårdkogte æg
3 store radiser
Skal af en halv skoleagurk
Røget havsalt
Friskkværnet peber

Hak eller pluk makrel i mindre stykker. Hak æg, radiser og agurkeskal fint. Bland det forsigtigt sammen og smag til med røget salt og peber. Sæt på køl min. en halv times tid.

Så snupper jeg et ark noritang og klipper 5-6 cm af på den korte led. Rester af tang kan bruges i f.eks. tangsalt, brød, suppe m.m.

Og så er det ellers som når man laver de klassiske ruller. Næsten. Jeg pensler, ganske forsigtigt, det tomme stykke tang med lidt koldt vand. Så er jeg sikker på at de 2-3 lag tang bliver til eet og holder godt sammen på fyldet.

Dip er henholdsvis 1. hjemmelavet mayo smagt til med wasabipulver ( eller friskrevet og finthakket peberrod ), lidt sukker, citrussaft og en god portion ultrafinthakket citrusskal og 2. mayo smagt til med dehydreret rødbede og citrussaft. Sæt på køl og lad  trække en lille halv times tid.

Uhhh! Det er virkelig små delikate himmerigsmundefulde. De to slags dip er u-und-værlige ;-)

Velbekommen...


 ...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...